Bæredygtighed

Bæredygtighed i Odense Kommune
At lege er at leve. Det er Odenses vision for de kommende 10 år. Og et vigtigt element i visionen er, at kommunen vil udvikle den bæredygtige og sunde by – og målet er Odense bliver Danmarks mest bæredygtige storby.
Den overordnede ramme for Odense Kommunes bæredygtighedsarbejde er de ti forpligtelser i Aalborg Commitments, som kommunen tilsluttede sig i 2008. I den forbindelse forpligtede kommunen sig til en handlekraftig indsats for en bæredygtig udvikling – ikke kun på miljøområdet men også i forhold til fx sundhed, økonomi og sociale forhold.
Tre politikker
Odense Byråd har vedtaget tre tværgående politikker, som alle understøtter Odense Kommunes arbejde med bæredygtighed. Der er tale om Miljøpolitikken, Sundhedspolitikken og Erhvervs- og Vækstpolitiken.
De tre tværgående politikker fastlægger de politiske prioriteringer for Odense Kommune i forhold til de ti forpligtelser i Aalborg Commitments.
Tværgående indsats
En bæredygtig udvikling er således et tværgående mål for Odense Kommune på tværs af forvaltninger og politikområder.
Det fælles mål er at sikre, at det er attraktivt at leve i Odense, ikke kun for nuværende, men også for kommende generationer.
Det betyder, at kommunens egne aktiviteter som udgangspunkt skal være bæredygtige og at kommunen inviterer borgere, organisationer og virksomheder til en fælles indsats for en bæredygtig udvikling.
|
|
Visionen for en bæredygtig udvikling i Odense:
"Odense er Danmarks mest bæredygtige storby.
Vi påtager os et globalt medansvar for at skabe en bæredygtig udvikling, der sikrer de fremtidige generationer både miljømæssigt, økonomisk og socialt.
Odense går foran og viser vejen for andre kommuner på en række områder"
|
|
PRINT